En datakobling er ét kald til jeres eget system. Agenten laver kaldet midt i samtalen. Slå en ordre op, tjek en ledig tid, opret en sag. Brugeren venter et sekund eller to og får et rigtigt svar i stedet for et løfte om, at nogen ringer tilbage.
Du finder det på agenten under Datakobling, nederst i menuen. Datakoblinger hører til arbejdsområdet, så listen viser alle jeres koblinger, ikke kun denne agents.
Klik Ny datakobling. Panelet har fire trin: Kald, Data, Agent og Gennemgang.
Inden du bygger en
To spørgsmål afgør, om det er det rigtige værktøj.
Skal agenten bruge svaret under samtalen? Kan oplysningen vente, er et referat efter samtalen enklere, og det kan ikke få nogen til at vente.
Svarer systemet hurtigt? Over to til tre sekunder er lang tid at være tavs i telefonen. Er systemet langsomt, så skriv noget i Før kaldet, og sæt en ærlig Timeout i sekunder.
Trin 1: Kald
Navn er det, agenten går efter, når den afgør, om kaldet skal laves. Skriv det til en kollega, der aldrig har set jeres systemer. “Tjek ordrestatus” er bedre end “Ordre-API”.
Beskrivelse er intern, til dit team. Agenten læser den ikke.
Udfyld Metode og URL. Værdier fra samtalen skriver du i krøllede parenteser, for eksempel https://example.com/api/v1/orders/{{order_id}}. Headers, query-parametre og body sætter du op i felterne nedenunder.
Under Datainput tilføjer du hver værdi, agenten skal finde frem i samtalen, før den laver kaldet. For hver: Navn, Format (Tekst, Tal eller Sandt eller falsk), Beskrivelse og om den er Påkrævet.
Det betyder mere, end det ser ud til. Med input angivet udfylder agenten dem én ad gangen. Uden skal den sætte en hel klump JSON sammen, og det rammer den oftere ved siden af.
Agenten sender videre, hvad brugeren siger, til jeres API. Validér det i jeres egen ende.
Værdier, agenten ikke selv skal finde, som brugerens telefonnummer eller samtalens sprog, behøver ikke være input. Skriv dem direkte i URL eller body som {{caller_phone_number}} og {{language}}.
Test kaldet
Klik Test for at sende et rigtigt kald og se svaret. Har I ikke et testmiljø, kan du i stedet indsætte et eksempelsvar i JSON. Vi bruger det til at bygge feltlisten på næste trin.
Hvem må bruge den
Vælg Kun denne agent eller Alle agenter i dit workspace. Deling slår den ikke til for nogen. Du giver den til en agent ad gangen bagefter.
Trin 2: Data
Begræns og form viser felterne fra svaret. Sæt flueben ved det, agenten må bruge. Resten kommer ikke med i samtalen.
Sæt flueben ved:
- Det agenten skal fortælle brugeren
- Det et senere trin i et workflow skal bruge
Lad felter stå ufluebenede, hvis de er irrelevante, eller hvis du helst ikke vil have, at agenten kan gentage dem.
Feltet Når kaldet virker er en instruktion, ikke et filter. Skriver du “nævn kun temperaturen”, beder du agenten være diskret om data, den stadig kan se. Skal et felt ikke nå agenten, så lad være med at sætte flueben.
Trin 3: Agent
Udfyld altid Når kaldet fejler. Ellers finder agenten selv på noget, og det er præcis dér, brugere får at vide, at deres ordre er bekræftet, uden at der blev skrevet noget som helst. En god fejlinstruktion siger, hvad der skete, og hvad der så sker.
Slår du Agenten må kalde denne selv fra, så husk at lægge koblingen ind i et workflow-trin. Ellers bliver den aldrig kaldt.
Trin 4: Gennemgang
Læs det igennem, og klik Gem datakobling.
I en samtale, eller i et workflow
Den samme datakobling opfører sig forskelligt alt efter, hvor du bruger den.
Som en handling på agenten beslutter agenten selv hvornår, ud fra navnet. Den udfylder input fra samtalen.
Som et trin i et workflow beslutter workflowet. Det kører, når brugeren når trinnet, og udfylder værdierne ud fra det, workflowet allerede har samlet ind.
Kolonnen Kaldes direkte i tabellen viser, hvilken af de to der gælder. Du kan skifte den direkte i listen.
Hold øje med den
Tabellen har to kolonner, der fortæller, om koblingen virker:
- Status viser, hvordan de seneste rigtige kald er gået.
- Problemer viser den seneste fejl. Klik på kolonneoverskriften for at få fejlene øverst. Teksten skelner mellem en rigtig samtale, “Fejlede”, og en manuel test, “Testen fejlede”.
I rækkens menu ligger Test nu, Redigér, Dublér og Slet. En kobling, et workflow stadig bruger, kan ikke slettes. Tag den først ud af workflowet.
Når noget går galt
MCP-servere
Kortet øverst på siden nævner MCP-datakoblinger. Det er ikke klar endnu. Knappen Tilføj MCP-server er markeret Kommer snart og kan ikke klikkes.